21. Juni 2016

Så kom dagen endelig hvor 3 års uddannelse bliver kogt ned til en sidste eksamen, der skal gøre mig til bachelor. Dan tog med hen til AAU – KBH og var næsten mere nervøs på mine vegne end jeg selv var. Jeg mødtes med mine to gruppemedlemmer og gik ind i et andet rum for at øve præsentationen en sidste gang inden det for alvor gjaldt.

12.30 var vi inde og præsentere hvad vi var kommet frem til i vores projekt efterfulgt af en diskussion, hvor vi forsvarere hvad vi har lavet. Derefter blev vi sendt ud for døren og ventede nu på vores karakter. Minutterne føltes lange inden vores vejleder, Hanne igen kaldte os ind. Det blev til et 10 tal og jeg er tilfreds og glad, indtil Hanne fortæller at der er kommet en ny studiereform hvor vi skal få en individuel feedback på vores præstation. Jeg blev lidt nervøs for om jeg nu havde præsteret lige så godt som mine to gruppemedlemmer til diskussionen og undrede mig samtidig over at den individuelle feedback først kommer efter vi har fået karakteren. Vi blev bedt om at gå udenfor også stoppede Hanne mig og sagde: ”Vi starter lige med dig Sally”. Uha… tænkte jeg. Nu bliver jeg grillet. Hanne startede ud med at sige: ”Det er den ny studiereform der gør at vi skal give jer individuel feedback”. Jeg sagde at vi ikke havde fået noget at vide omkring det af vores semesterkoordinator, Søsser. Hvortil censoren, Morten sagde: ”Ja det var da underligt for jeg eksaminerede en anden gruppe om formiddagen hvor Søsser var vejleder og der havde hun ikke givet individuel feedback.” Vi blev afbrudt af en som bankede på døren. Hanne gik hen mod døren og bad Morten om at gå med og sagde jeg skulle blive stående.

Ind ad døren kom Dan og med dirrende stemme sagde han: ”Jeg har tænkt på det her i 3 år”. Han faldt på knæ, tog ringen frem og spurgte: “Vil du gifte dig med mig?” ….I kan vel nok gætte hvad svaret er 😉

Fejre at jeg er blevet bachelor og vi er blevet forlovet

Sikke en dag. Først bachelor også forlovet. Et nyt kapitel i vores liv og en lang fremtid sammen.